- Ny ungdomsbog sætter spot på mod, fællesskab og indre styrke

Min nye verden: "KARATE Begyndelsen" udkommer nu...

Når verden føles for stor, og modet for småt, kan det rette fællesskab ændre alt. Det er omdrejningspunktet i den nye bog "Min nye verden: KARATE begyndelsen" – en varm, inspirerende og actionfyldt fortælling om at finde sin styrke dér, hvor man mindst venter det.

I centrum står Jacob, en dreng som møder sin egen usikkerhed, men som får vendt tvivl til tro på sig selv gennem mødet med karateverdenen. I Dojoen møder han disciplin, respekt og stærke relationer – og opdager, at karate ikke blot er et kampsportssystem, men en vej til selvtillid, mod og indre balance.

Gennem træning, vedholdenhed og opbakning fra Bushi-fællesskabet lærer Jacob, at sand styrke ikke handler om muskler eller slag, men om at turde stå ved sig selv. Bogen udforsker temaer som personlig udvikling, fællesskab, modstand og at rejse sig, når man falder. Det er historien om at finde sit ståsted – og om at opdage, at den største kamp i livet er kampen for at blive den bedste version af sig selv.

Min nye verden: "KARATE begyndelsen" henvender sig primært til børn og unge, men rummer et budskab, der kan inspirere læsere i alle aldre, særligt dem der søger et kærligt skub mod at finde deres egen indre styrke.

Forfatteren sender en særlig tak til BUSHI Karate & Combat Sport og Sensei Erling for deres betydningsfulde indsats og det fællesskab, mange – inklusive bogens ophav – har været heldige at være en del af.

OSS !


- Bushi markerer sig ved De Danske Mesterskaber i Karate 2025

Dansk Karate Forbund afviklede i weekenden den 21.–23. november de officielle Danske Mesterskaber i Karate. I år dannede Ballerup Super Arena en flot og professionel ramme om et velgennemført stævne, hvor landets stærkeste karateudøvere mødtes.

Bushi stillede i 2025 med to dedikerede kæmpere, og klubben kunne glædeligt notere sig en topplacering. Albert Leidesdorff leverede en stærk præstation i Kata Drenge Junior, hvor han kæmpede sig til en flot Top 5-placering i en af weekendens største og mest konkurrencetætte klasser med hele 20 deltagere. Med point mellem 20,9 og 22,3 var Albert meget tæt på medaljeskamlen, hvor topkæmperne lå i intervallet 22,2–23,6 point.

Resultatet vidner om høj kvalitet og et stærkt potentiale hos Bushis unge talenter. Begge deltagere er en del af Dansk Karate Forbunds talentcenter og er stadig relativt nye i stævnesammenhæng, hvilket gør deres udvikling ekstra lovende. Klubben vil på den baggrund fortsætte det målrettede arbejde med at styrke og udvikle de unge kæmpere frem mod kommende sæsoner.

Alberthe Oxvang var klar til at repræsentere Bushi i Kumite Junior -59 kg, men måtte desværre trække sig inden start grundet akutte smerter i ryggen. Efter en vurdering sammen med stævnelægen blev beslutningen truffet af både coach og kæmper. En skuffende, men klog beslutning – helbred og sikkerhed kommer altid først. Alberthe er allerede i gang med at fokusere på genoptræning sammen med en fysioterapeut fra GETU, og klubben ser frem til at følge hendes stærke comeback i 2026.

Bushi er stolte af årets indsatser og glæder sig til et nyt år fyldt med udvikling, engagement og sportslige oplevelser for alle klubbens kæmpere.

../red.