- mandag, 6. juli 2026 - 00:00
JKS Summercamp 2026
Bushi Karate & Combat Sport deltog på årets JKS SummerCamp 2026
- Fra den 2. til 5. juli deltog fire medlemmer fra Bushi Karate i JKS SummerCamp 2026, som blev afholdt på Efterskolen ved Nyborg. Sommerlejren samlede karateudøvere fra klubber over hele landet til fire dage til intensiv træning, fællesskab og masser af inspiration. Sommerlejren var åben for alle, uanset stilart og tilhørsforhold.
Lejren bød på tre daglige træningspas, hvor deltagerne fik mulighed for at udvikle og finpudse deres teknik, Kata, Kumite og grundtræning under ledelse af de erfarne JKS-Instruktører. Uanset grad var der fokus på både personlig udvikling og den særlige Karateånd, hvor respekt, disciplin og sammenhold er de centrale værdier.
For Bushis fire deltagere blev lejren en stor oplevelse. Ud over de mange timers træning var der rig mulighed for at møde karateelever fra andre klubber, udveksle erfaringer og skabe nye bekendtskaber. Den gode stemning på lejren gjorde weekenden både lærerig og hyggelig.
- Bushi`s fire deltagere sammen med JKS Instruktørerne -
En lille udfordring, som mange deltagere kunne nikke genkendende til, var træningen på efterskolens trægulve med spor af harpiks. Efter flere dages intensiv træning og mange timer på barfodet kunne de fleste mærke det i fødderne – Ømme fodsåler blev nærmest et fælles kendetegn ved årets JKS SummerCamp.
Vi er stolte af, at Bushi var repræsenteret på årets SummerCamp, og vi håber, at endnu flere medlemmer har lyst til at deltage næste år. En stor tak til JKS Danmark og arrangørerne for en veltilrettelagt lejr med høj kvalitet, god mad, godt sammenhold og masser af inspirerende træning.
Oss!