- søndag, 16. november 2025 - 00:00
- Kampen om Øresund 2025: Stærkt sammenhold og flot afvikling i kampsportscenteret.
Kampsportscenteret i Helsinge dannede rammerne for dette års stævne, mens Bushi Karate & Combat Sport stod for klargøring og forplejning. Årets udgave af Kampen om Øresund samlede Karateudøvere fra hele landet og fra den anden side af sundet, hvor Shobu Ippon Danmark i samarbejde med Bushi skabte de optimale forhold for endnu en dag fyldt med Kata, Kumite og god sportsånd. Som Kyu-Stævne omfattede programmet både Gohon Kumite (5-Skridts kamp) for de lavere grader og Ippon Shobu for de mere øvede kæmpere fra 4. til 1. Kyu.
Med 105 tilmeldte deltagere sætter "Kampen om Øresund" rekord og hører til blandt de største af sin slags og viser tydeligt, at interessen for Shobu Ippon Danmarks arrangementer er støt stigende. En bred vifte af klubber – både nye og erfarne – var repræsenteret og bidrog til en energifyldt atmosfære og et stærkt sportsligt niveau.
Dommerstaben bestod som sædvanligt af repræsentanter fra flere Shotokan-Organisationer, hvilket gav et solidt og bredt sammensat dommerpanel. Det bemærkes, at Shobu Ippon Danmarks målrettede dommeruddannelse løfter kvaliteten år for år.
Selvom Bushi i år ikke hentede medaljer, var vores indsats både på gulvet og bag kulisserne afgørende for, at arrangementet forløb gnidningsfrit og fulgte tidsplanen til punkt og prikke. TAK til alle hjælperne.
Fra Bushi deltog:
Amanda Nordsted, Tino Schleimann, My Rosenstrøm, Jimmy Krebs, Hazu Amagov, Malik Amagov og Frederik Eildal.
Hele deltagerfeltet spændte fra børn til voksne, hvilket skabte et stærkt fællesskab på tværs af klubber og alder. Mange rejste hjem med rygsækken fyldt med ny erfaring og inspiration til den videre træning.
Kampen om Øresund 2025 blev endnu engang en succesfuld begivenhed, der understreger Shobu Ippon Danmarks rolle som samlingspunkt for kvalitetsstævner, udvikling og godt kammeratskab indenfor dansk karate.
/red.