• lørdag, 21. februar 2026 - 18:00

Albert Leidesdorff vinder Bronze ved Scandinavian Karate Masters

Bushi var den 21. februar repræsenteret ved Scandinavian Karate Masters i Helsingborg – og det blev til en flot topplacering i et internationalt stævne.

Albert Leidesdorff leverede en overbevisende indsats i Kata for drenge junior og sikrede sig en Bronzemedalje i et stærkt felt med deltagere fra flere lande.

Stærk comeback-præstation:
Albert lagde ud mod en Norsk modstander og tabte knebent 3-2 på dommerstemmer. Da modstanderen efterfølgende kæmpede sig hele vejen til finalen, fik Albert mulighed for at deltage i "Repacharge"  – en opsamlingsrunde, hvor kæmpere, der har tabt til en finalist, får en ny chance for at kæmpe sig frem til Bronzemedalje.

Her viste Albert stor mental styrke. Han åbnede med Kataen "Unsu" og leverede en præstation på højt teknisk niveau. De efterfølgende kampe blev ligeledes vundet med sikre og veludførte Kataer, og Bronzemedaljen var dermed en realitet. Juniorrækken blev vundet af Filip Pavlovic fra Serbien, mens "Norske" August Widding tog sølvet.

Fokus på talentudvikling og landshold:
Albert Leidesdorff har netop sikret sig en plads i Hillerød-ordningen, som er et samarbejde mellem Hillerød Elite Idræt, fire forskellige ungdomsuddannelser, læringscentret og eleven som atlet på Hillerød Gymnasium. Som elev på Hillerød-ordningen skal man leve op til samme krav som alle andre elever, men der skabes fleksibilitet så der er plads til elitesport, og ordningen hjælper med at få den daglige skolegang og sportsliv som høj prioritet til at hænge sammen. Ordningen træder i kraft efter sommerferien.

Albert har derfor et halvt år til at fokusere 100% på Karate, da hans sportsklasse jo først starter op efter sommerferien. Pladsen på Dansk Karateforbunds Kata Talentcenter skal i fokus og der arbejdes hen imod at blive optaget på det officielle Dansk Landshold i Kata. Albert har længe imponeret med sin power og præcise bevægelser, god balance og en dyb forståelse for Kata’s spirituelle dimensioner. Albert blev derfor også kåret som "Årets Fund" 2023.

/red.